(billede: (c) Tadracomix)

Da jeg for nylig var ved at købe ind, stod jeg foran ægge-reolen. Der er både økologiske æg, buræg og noget ind i mellem. Prisforskellen er ikke enorm, synes jeg. Som kunde kan man altså hver gang, man køber æg, medbestemme, hvordan landets høns har det.

Enten kan man vælge, at man supporter de økologiske høns, der får økologisk foder, har adgang til grønne udendørsarrealer og får mere plads (læs mere om bestemmelserne for økologiske æg). Eller man kan sige, ja, jeg vil hellere spise æg af høns, som lever deres liv på en A4-ark, får deres næb trimmet og aldrig ser solen (læs mere om vilkårene for burhøns). Selv om, der tit står ”buræg” på pakken, vælger mange mennesker som jeg ser i supermarkedet det billigere køb.

Europas Konsumenten schmeißen jeder jedes Jahr im Schnitt 95 Tonnen Lebensmittel weg, die Industrie noch viel mehr: 186 Tonnen. Nur in Nordamerika kommt noch mehr Essbares in den Müll. Das geht aus der FAO-Studie „Global food losses and food waste“hervor.
Und oft ahnt man es ja auch, wenn man in die hinteren Ecken des eigenen Kühlschranks schaut. Da stehen uralte saure Gurken, liegen drei schrumpelige Kartoffeln und eine keimende Zwiebel, ein Ei, dessen Verfallsdatum abgelaufen ist – und allzu oft muss man die Reste dann wegwerfen, wenn sie zu lange gelegen haben. Aber was soll man auch damit machen?